På med svejsebrillerne...
... for hér skinner solen om kap med min nypolerede glorie.
Her følger historien om hvordan et trøjeprojekt kan gå fra nitte til yndlings- på bare en eftermiddag.
Dem der har nærlæst bloggen har set at der under UFO's stod en "skråtstrikket sag - pt. håbløs". Det står der ikke mere, for efter at have fristet en kummerlig og hengemt tilværelse længst væk på fjernlageret i kælderen, blev den umonterede trøje fundet frem og taget i nærmere øjesyn. Havde tænkt over det rigtigt længe, ville egentlig pille op, for den var efterhånden kommet så langt væk fra det den egentlig skulle have endt med at jeg ikke brød mig om den mere... Og hvis jeg havde været klogere havde jeg strikket den på en anden måde fra start af... Og jeg kunne ikke få syet den sammen. Pænt altså. Prøvede med alle mulige sting, også at hækle den sammen, men intet duede. I kælderen røg den! Indtil forleden dag, hvor det slog mig at jeg kunne prøve at sy den sammen med helt almindelige sy-sammen-sting (kan ikke huske hvad de hedder) og så bare gøre det et godt stykke væk fra kanten. Det hjalp. Er du gal hvor det hjalp. Hurtigt så jeg hvor det bar henad - det her ville bare ende lykkeligt og nu er den næsten klar.
Mangler lige at finde på noget på den nederste kant for at give lidt finish og så skal den lige have et par stropper til at sætte den fast i bh-stroppen. Bliver nemlig sindssyg af at den hele tiden sejler ned over skuldrene. Men jeg synes simpelthen at den er lækker, for en gangs skyld er jeg ovenud tilfreds med resultatet. Jeg skammer mig faktisk over at jeg nær havde sat ild til den i arrigskab. Tror jeg vil lave én mere bare i sommerbomuldsversionen. Måske i striber. Elsker jo striber...Bonusinfo: Garnet er Wonderwool herfra.









